Log på


Falbas´ damer var i dag så heldige at få lov til at spille kamp kl 9 om morgenen i Hillerødgadehallen mod Baltic i 2. division damer øst, hvilket specielt undertegnede var svært utilfreds med. Det lykkedes alligevel alle spillere at nå frem nogenlunde til tiden på trods af snestorm, søvn i øjnene og andendags tømmermænd fra Bon Cup i fredags. Vi stillede i dagens anledning med 8 spillere mod Baltics 6, og vi havde på fornemmelsen, at vi derfor kunne løbe dem trætte. Baltic ligger tredjesidst i rækken og var derfor på papiret et hold, vi burde slå, da vi pt ligger nummer 2. Vi har dog tidligere vist at være rimelig utilregnelige, og der var derfor bred enighed om, at der på ingen måde skulle tages let på opgaven.

Med omkring 10 minutters forsinkelse pga en manglende dommer + dommerbord kom kampen i gang. Vi viser rigtig pænt angrebsspil, hvor bolden varieret bliver spillet ind til centere og rundt til gode skud udefra. I forsvaret havde vi lidt problemer med at komme foran deres cuts i feltet, hvilket resulterede i for mange fejl i første periode, hvor vi laver 6 af vores i alt 11 fejl i kampen. Perioden bliver dog alligevel vundet 13-19.

De følgende 3 perioder forløber nogenlunde som den første dog med den forskel, at vores skudprocent ligger en smule lavere, samt at vi ikke laver særlig mange fejl. Kampen ender 44-63, hvilket er et resultat, vi kan være rigtig godt tilfredse med. Det lykkedes os desværre aldrig at køre dem rigtig trætte med fastbreaks på trods af, at de som skrevet ovenfor, kun havde en udskifter, men med kun en træning om ugen er det jo også begrænset hvor god form, vi er i.

Vores mål er, at fastholde placeringen som nummer 2. 1.pladsen er ikke rigtig realistisk, da vi har tabt 3 kampe allerede. Det førende hold Jonstrup har nemlig ikke tabt endnu, men de spiller også med en amerikaner, hvilket jo er herrefeje hold.

Næste kamp er på søndag kl 10.30 mod VLI i Büllen, og tilskuere skal være så hjerteligt velkomne. Hvis man bliver bidt af stemningen kan man altid melde sig ind i vores fanklub på facebook: http://www.facebook.com/home.php?#/group.php?gid=268393175482&ref=ts

Mathilde

Senest opdateret (Onsdag, 03. marts 2010 12:15)

 
Banner